Historie
Matriarchs Militant Canton Victoria nr. 2 I.O.O.F.
af Departementet Danmark
Ved institueringen af Matriarchs Militant Canton Justitia nr. 1 I.O.O.F. af Departementet Danmark havde tre af de først udpegede officerer tilhørsforhold til loger og lejre vest for Storebælt og tre af officererne øst for Storebælt. Det var nok ikke tilfældigt, og allerede tidligt i Canton Justitias første termin blev det nævnt, at man inden for en kort årrække skulle vurdere, om der ville være grundlag for at instituere endnu en Matriarchs Militant Canton i den østlige del af landet, og det viste sig hurtigt, at interessen for cantons arbejde og dermed tilgangen af chevalières til Canton Justitia var så stor, at de »østlige« chevalières den 3. oktober 2003 kunne holde det første, forberedende møde vedrørende eventuel dannelse af en cantonforening og senere en canton for chevalières tilknyttet matriarklejrene øst for Storebælt.
Initiativet var – på opfordring – taget af en arbejdsgruppe bestående af de tre valgte officerer, løjtnant Birgith Cordel, første fenrik Kate Augustinus og intendant Lene Davidian, der også havde været med i arbejdet forud for Canton Justitias instituering og dermed havde indtryk af, hvilke opgaver der skulle løses. Situationen var ganske vist anderledes denne gang, idet Canton Justitia blev institueret uden fortilfælde og med deraf følgende nødvendige dispensationer, mens det nu forventedes, at den kommende canton skulle baseres på regelmæssigt arbejde – og dette fik hurtigt luft under vingerne, idet Canton Justitias major Anna Asgreen fra departementsrådsmødet i oktober 2003 bragte meldingen med en ordlyd, der lignede tilladelsen til Canton Justitia: »Bare gå i gang, jo før, jo bedre.«
Det betød, at man allerede den 5. december 2003 med 100 procents tilslutning af i alt 46 chevalières fra matriarklejre i det østlige Danmark kunne indsende ansøgning til Departementet om tilladelse til at oprette Cantonforeningen Victoria med hjemsted i Odd Fellow Palæet i København.
Ansøgningen blev godkendt, og arbejdet gik i gang i fuld forståelse med øvrige officerer og chevalières i Canton Justitia, som positivt støttede foreningens arbejde – også økonomisk – og som i hvert cantonmøde af Løjtnanten, der også var foreningens formand, fik orientering om foreningens aktiviteter.
Det blev en travl tid for foreningens medlemmer. Glæden ved arbejdet og samværet med chevalières fra hele landet ved Canton Justitias møder var stor og mødeprocenten høj. Alligevel havde de østlige chevalières overskud og gå-på-mod til at deltage aktivt i de nødvendige forberedelser, inden instituering af Matriarchs Militant Canton Victoria nr. 2 kunne finde sted.
Mange praktiske forberedelser skulle træffes, og der var stor hjælp, kreativitet og gavmildhed fra medlemmerne, ja, ofte var det blot et ord, så var opgaven løst.
Musiker Lene-Marie Jensen komponerede og forærede noder til Victorias egen fanfare, som – hvad enhver tydeligt kan høre – indeholder navnet »Victoria«.
Daværende fanevagt Mary Lind Vestergaard skrev på opfordring Victorias sang: »Her samles vi i Victoria«, og Canton Justitia gav tilladelse til, at den kommende canton måtte benytte samme aftensang som Canton Justitia ved sine møder, da man ønskede derved at markere fællesskabet med alle chevalières. Samtidig var det et ønske, at kommende matriarkalske cantons ville gøre det samme.
Det økonomiske grundlag skulle også på plads, og igen var chevalièrerne i foreningen aktive og gavmilde, ligesom Canton Justitia hjalp os på vej.
I foreningstiden var ni nye chevalières blevet indrulleret og budt velkommen som medlemmer af foreningen, og styrelsen kunne således den 5. november 2004 på vegne af 55 chevalières ansøge Departementet om tilladelse til at blive institueret som en selvstændig canton med navnet Victoria og med hjemsted i Odd Fellow Palæet i København. Møderne skulle afholdes i skiftende ordensbygninger i Canton Victorias område, det vil sige øst for Storebælt.
Da alle krævede betingelser var opfyldt, blev tilladelsen givet, så instituering af Matriarchs Militant Canton Victoria nr. 2 I.O.O.F. af Departementet Danmark, kunne finde sted lørdag den 19. februar 2005 i Odd Fellow Palæet i København.
Det blev en festlig dag.
Foreningen havde fået tilladelse til at invitere kaptajn og major fra alle fire patriarkalske cantons, alle chevalières i Canton Justitia samt chevaliers, som var ægtefæller, foruden enkelte andre, der havde ydet et stort arbejde til hjælp for den nye canton, i alt 116 chevaliers og chevalières.
Institueringen blev foretaget af generalløjtnant Hans Pedersen bistået af generaladjudant, major Mogens Lind Kristensen, feltpræst Anna-Birte Gjerløv og skildvagt Hanne Lund, Canton Justitia nr. 1.
Departementskommandør, brigadegeneral Lars Jørgensen forestod herefter med departementsadjudant, oberst Kurt Mouritzen installation af officererne.
Brigadegeneralen gav den nye canton følgende ord med på vejen og opfordrede chevalièrerne til at følge dette udsagn: »Gør mere end din pligt og kræv ingen ret – denne regel er for menneskehedens adel«.
Fanen blev indviet på rituel vis.
Festlighederne fortsatte i Kongesalen med middag, taler og underholdning. For Dronningen talte kaptajn Birgith Cordel, for Ordenen løjtnant Kate Augustinus, for Canton Victoria nr. 2 talte generalløjtnant Hans Pedersen og for Canton Justitia nr. 1 talte første fenrik Lene Davidian.
De 55 chevalières gik herefter glade i gang med arbejdet. Møderne blev holdt i forskellige ordensbygninger – fra Hillerød til Nykøbing Falster – overalt med venlig modtagelse og god hjælp af lokale ordensmedlemmer.
I alle møder er cantons motto udtalt efterfulgt af Canton Victorias fanfare, og ved det selskabelige samvær er der holdt tale for Dronningen, for Ordenen, for Canton Victoria nr. 2, og – efter aftenens indhold – tale for- og fra nye kandidater og som tak for Ridderjuvel eller andre dekorationer. Canton Victorias sang »Her samles vi i Victoria« og aftensangen »Læg nu bort dit våben, chevalière« er også blevet sunget ved alle møder, den sidste som regel fulgt af trompetsolo.
Inden instituering af Canton Victoria havde officererne aftalt, at man ville søge at opretholde det gode forhold de to cantons imellem ved gensidige besøg en gang om året skiftevis i de to cantons, og dette er med god opbakning blevet effektueret gennem årene.
Det har ligeledes været en stor glæde at blive modtaget positivt af ledelse og medlemmer i de fire patriarkalske cantons og ved flere, særlige begivenheder at være repræsenteret i disse.
I oktober 2007 blev de første islandske matriarker indrulleret i Canton Justitia nr. 1, og den 3. oktober 2008 havde Canton Victoria den glæde at kunne indrullere ti islandske matriarker i vor Canton. Der er efterfølgende institueret en matriarkalsk Canton Hekla nr. 1 i Island.
En historie begynder ofte med »Der var engang«, og så kommer den egentlige fortælling.
Nogle kan huske hvor, hvornår og hvordan chevalièrerne med begejstring og optimisme tog fat på den opgave, der ved institueringen var med til at skabe grundlaget for en god, lang og stadig fremadskridende udvikling af Canton Victoria til glæde for mange chevalières og til gavn for Matriarchs Militant, og arbejdet har i de første gode, glade og aktive år fundet sine faste rammer, hvor traditioner er grundlagt og venskaber knyttet og styrket, og vi håber, der ligger en langt længere, god og lys fremtid foran vor canton, og at nye, spændende kapitler må fortsætte fortællingen, så man med rette kan sige: Og de levede lykkeligt …